Indlæg

Solsikke boller

Disse boller er lækre, helt friskbagte med smør, men jeg bruger dem også med pålæg, som et mellemmåltid. De bliver en smule sprødere end almindelige boller på grund af sigtemelet.

Solsikkeboller

50 Gr. Margarine
5 Dl. Sødmælk
50 Gr. Gær
500 Gr. Hvedemel
250 Gr. Sigtemel
1 Dl Solsikkekerner
1 Tsk. Groft salt
1 Helt Sammenpisket æg til pensling

 

 

 

 

 

 

 

 

Sådan gør du

Smelt margarinen i en gryde og tilsæt sødmælken. Hæld i en skål, og rør gæren ud i. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør med røremaskine eller ælt, til dejen er blank og smidig. Stil til hævning, på et lunt sted i 45 minutter. Slå dejen ned og form den til boller. Bollerne stilles på bagepapir på ovnenes plader, og efterhæver i 30 minutter på et lunt sted. Bollerne pensles med ægget og bages i en forvarmet ovn ved 2250 C i 12-13 minutter. Der bliver ca. 20 boller af denne portion.

 

Tips og tricks

Husk at væsken, som gæren røres ud i, ikke må blive for varm. Den skal være “lillefinger lun”, hvilket betyder, at når du stikker lillefingeren i, må væsken ikke føles som meget varm eller kold.

Jeg har prøvet at udskifte sigtemelet med hvid hvedemel. Det blev bollerne lidt tungere af, men bestemt ikke dårligere.

Ægget er kun til pensling og skal ikke tilsættes dejen.

Gulerodsbrud

Disse gulerodsbrud er lige så lækre, som dem du kan købe hos bageren.

Vi bruger dem i vores familie, både til fødseldagsboller, som morgenmad og til alle andre lejligheder.

Portionen ser måske voldsom ud. Men jeg fryser brudene ned, så vi altid har nogle at lune forsigtigt i microbølgeovnen.

Bemærk i øvrigt at opskriften er rimeligt fedtfattig. 🙂

Gulerodsbrud

5 Dl. Lunken vand
2 Pk. Gær
1 Kg. Hvedemel
1 Tsk. Salt
130 Gr. Fromage frais
60 Gr. Sukker
200 Gr. Revet gulerod
100 Gr. Solsikkekerner
2 Hele Æg

 

 

 

 

 

 

 

 

Sådan gør du

Riv Gulerødderne groft. Rør gæren ud i vandet. Tilsæt de øvrige ingedienser, og rør godt sammen med elpiskeren med dejkroge, eller i røremaskine. Dejen er ret klistret og sej, så det kan ikke anbefales at håndælte den. Dejen sættes som store klatter på bagepapir på ovnens plader, med to spiseskeér. De flyder en smule ud og hæver meget, så giv luft imellem klatterne. Hæver 30 minutter et lunt sted. Bages i forvarmet ovn ved 2000 C  i 17-20 minutter. Det gør ikke noget de hænger lidt sammen, det hedder jo brud. Der bliver 25 – 30 brud af denne portion, alt efter hvor store man laver dem.

 

Tips og tricks

Syntes man portionen er for stor, laver man selvfølgelig  bare halv portion.

Man kan godt bruge 9% creme fraiche i stedet for fromage frais, hvis man syntes.

Pas på din håndmixer, hvis du bruger den til at røre dejen. Jeg har været uheldig at brænde en sammen, ved at lave disse brud. Nu har jeg en rigtig røremaskine, hvilket jeg kun kan anbefale at investere i, hvis man som jeg, bager meget.

Knækbrød

Denne opskrift på knækbrød er så let at lave, at der ikke er nogen som helst undskyldning for ikke at komme igang. At knækbrødene desuden er så lækre, at jeg er nødt til at gemme dem væk, for at familien ikke skal spise dem alle på en gang, gør jo, at det bare er med at komme i gang.

Knækbrød

3½ Dl. Hvedemel
1 Tsk. Bagepulver
2½ Tsk. Salt
1 Dl. Havregryn
1 Dl. Sesamfrø
1 Dl. Hørfrø
1 Dl. Græskarkerner
1 Dl. Solsikkekerner
2 Dl. Vand
1 Dl. Olie

 

 

 

 

 

 

 

 

Sådan gør du

Bland hvedemel, bagepulver og salt, med havregryn, sesamfrø, hørfrø, græskarkerner og solsikkekerner, og rør det sammen i en skål. Tilsæt vand og olie og rør godt sammen til en ret klistret dej. Del dejen op i to halvdele og rul  hver halvdel ud mellem to stykker bagepapir, der passer i størrelsen til ovnens plader, Fjern det øverste stykke bagepapir og skær ud i firkanter, gøres nemmest med en pizzaskærer. Træk det nederste stykke bagepapir, med dejen, op på bagepladerne. Bag knækbrødene i en forvarmet ovn ved 2000C i 15-20 minutter til knækbrødene er gylden brune. Knækbrødene skal straks tages af pladerne, når de kommer ud af ovnen, og afkøle på en rist.

 

Tips og tricks

Jeg  plejer at skære den ene plade ud i almindelig knækbrødsstørrelse, som er gode med marmelade eller ost, og den anden plade i mindre stænger, som vi bruger som “snacks” og i madkassen. Skal opbevares i tætlukket kagedåse.

Hvis du syntes knækbrødene er lidt bløde, så giv dem lidt længere tid i ovnen næste gang du bager dem.

Cookies med chokolade

Min yngste søn kom hjem fra skole med denne opskrift på cookies, som de havde lavet i hjemkundskabstimerne. Han syntes de smagte så godt, at han gerne ville have at vi også bagte dem herhjemme.  Som sagt, så gjort, og jeg må give ham ret, de  er virkeligt lækre. De havde bagt kagerne på skolen som julesmåkager, men de er så gode at de fortjener at blive bagt og spist hele året.

Cookies

110 Gr. Sukker
90 Gr. Brun farin
1 Tsk. Vanilliesukker
125 Gr. Blødt smør
150 Gr. Hvedemel
½ Tsk. Bagepulver
1 Knsp. Salt
50 Gr. Havregryn
1 Helt Æg
100 Gr. Chokolade
100 Gr. Pekan eller Valnødder

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sådan gør du

Bland sukker, brun farin, vanilliesukker og blødt smør godt med håndmixer eller røremaskine. Tilsæt ægget og pisk grundigt til blandingen er let og luftig. Bland mel, bagepulver, salt og havregryn og  rør det forsigtigt i æggeblandingen. Hak chokolade og nødder og vend det i, til sidst.

Sæt  dejen, som klatter, på bagepapir på ovnens plader, med to teskeer. De flyder ud, så sæt dem ikke for tæt. Bages i forvarmet ovn ved 1500 C i ca. 25 minutter, på ovnens næstøverste rille.

Når kagerne er bagt færdigt, tages de straks af pladen og afkøles på rist.

 

Tips og tricks

Det er vigtigt at kagerne bliver taget af pladen, straks de er kommet ud af ovnen, og over på en rist. Først når de er helt kolde må de kommes over i en tætsluttende kagedåse, ellers risikerer de at blive bløde.

Chokoladekage med et tvist af kanel

Chokoladekage med kanelglasur

Denne chokoladekage fandt jeg endeligt efter mange forsøg med forskellige opskrifter, der efter min smag gav et både tørt og kedeligt resultat.

Jeg var til sidst så desperat, at jeg begyndte at lave de færdigfabrikerede pulverchokoladekager, som jo både er for dyre og som nu også viser sig måske at være direkte sundhedsskadelige. Nu laver jeg aldrig andre chokoladekager, hvad enten det er til de voksne, hvor jeg laver den med den glasur med et tvist af kanel, som er med her i opskriften; eller det er til børnene, hvor den bliver serveret med et tyk lag almindeligt hvid glasur.

Kagebund

6 Spsk. Kakao
250 Gr. Hvedemel
300 Gr. Sukker
1 Tsk. Natron
1 Tsk Bagepulver
1 Knsp. Salt
2 Hele Æg
150 Gr. Smeltet  Smør
2½ Dl. Vand

 

 

 

 

 

 

 

 

Glasur med et tvist af kanel

3 Spsk. Kakao
200 Gr. Flormelis
2 Spsk. Blødt Smør
2 Tsk. Stødt kanel
½ Dl. Fingervarm  Mælk

 

 

 

 

 

Sådan gør du

Bund.

Bland kakao, hvedemel sukker, natron, bagepulver og salt, og hæld det igennem en sigte ned i en skål. Tilsæt æg , vand og smeltet smør, og pisk grundigt med elpisker eller i en røremaskine.

Hæld dejen i en firkantet form, ca. 23×33 cm., og bag bunden ca. 35 min, i en forvarmet ovn ved 170 oC på nederste rille.

Glasur.

Alle ingredienser blandes til en tyk glasur som smøres på den kolde kagebund.

 

Tips og tricks

Hold øje med bunden, når den er i ovnen. For det første varmer alle ovne sjældent ens; For det andet kan størrelsen på formen også spille ind på bagetiden. Er formen lidt større kan man forvente, at kagen skal bage lidt mindre tid. Er formen omvendt lidt mindre, kan man forvente at kagen skal bage lidt længere. Desuden skal man tænke på, at porcelænsforme tit kræver lidt længere tid end forme af teflon og lignene.

Jeg plejer at sætte uret til 5 minutter mindre end opskriften siger, og prøver mig frem ved at stikke en kødnål i midten af kagen, og ser om der hænger flydende dej ved. Denne kage skal helst være lidt klæg i midten. Så er den rigtigt god.

Kagen bliver faktisk kun bedre af at stå til næste dag, så smagen rigtigt kan sætte sig. Men det er ikke sikkert, at man kan holde fingrene fra kagen så længe. 🙂