Chokoladekage med kanelglasur
Denne chokoladekage fandt jeg endeligt efter mange forsøg med forskellige opskrifter, der efter min smag gav et både tørt og kedeligt resultat.
Jeg var til sidst så desperat, at jeg begyndte at lave de færdigfabrikerede pulverchokoladekager, som jo både er for dyre og som nu også viser sig måske at være direkte sundhedsskadelige. Nu laver jeg aldrig andre chokoladekager, hvad enten det er til de voksne, hvor jeg laver den med den glasur med et tvist af kanel, som er med her i opskriften; eller det er til børnene, hvor den bliver serveret med et tyk lag almindeligt hvid glasur.
Kagebund
6 Spsk. | Kakao |
250 Gr. | Hvedemel |
300 Gr. | Sukker |
1 Tsk. | Natron |
1 Tsk | Bagepulver |
1 Knsp. | Salt |
2 Hele | Æg |
150 Gr. | Smeltet Smør |
2½ Dl. | Vand |
Glasur med et tvist af kanel
3 Spsk. | Kakao |
200 Gr. | Flormelis |
2 Spsk. | Blødt Smør |
2 Tsk. | Stødt kanel |
½ Dl. | Fingervarm Mælk |
Sådan gør du
Bund.
Bland kakao, hvedemel sukker, natron, bagepulver og salt, og hæld det igennem en sigte ned i en skål. Tilsæt æg , vand og smeltet smør, og pisk grundigt med elpisker eller i en røremaskine.
Hæld dejen i en firkantet form, ca. 23×33 cm., og bag bunden ca. 35 min, i en forvarmet ovn ved 170 oC på nederste rille.
Glasur.
Alle ingredienser blandes til en tyk glasur som smøres på den kolde kagebund.
Tips og tricks
Hold øje med bunden, når den er i ovnen. For det første varmer alle ovne sjældent ens; For det andet kan størrelsen på formen også spille ind på bagetiden. Er formen lidt større kan man forvente, at kagen skal bage lidt mindre tid. Er formen omvendt lidt mindre, kan man forvente at kagen skal bage lidt længere. Desuden skal man tænke på, at porcelænsforme tit kræver lidt længere tid end forme af teflon og lignene.
Jeg plejer at sætte uret til 5 minutter mindre end opskriften siger, og prøver mig frem ved at stikke en kødnål i midten af kagen, og ser om der hænger flydende dej ved. Denne kage skal helst være lidt klæg i midten. Så er den rigtigt god.
Kagen bliver faktisk kun bedre af at stå til næste dag, så smagen rigtigt kan sætte sig. Men det er ikke sikkert, at man kan holde fingrene fra kagen så længe. 🙂