Bedstemor Ands æbletærte | Bageopskrifter, kageopskrifter og opskrifter på tærte m.m.

Bedstemor Ands æbletærte

Denne tærte kender vi alle sammen, i hvert fald på papiret. Vi har set børn slås om det sidste stykke,  familiemedlemmer spise så de fik ondt i maven, og andre familiemedlemmer forsøge at gøre en forretningside`ud af den , så der kunne tjenes store penge. Jeg taler selvfølgelig om Bedstemor Ands æbletærte eller æblepie (Grandma Duck Apple pie), som vi alle har set stå til køl i vinduet, i diverse Anders And blade, og som har været genstand for mange historier og opmærksomhed. Når man har smagt denne fantastiske tærte forstår man godt opmærksomheden, tærten er helt fantastisk. Hvis I læser Tips og tricks længere nede på siden, vil jeg give et fif til, hvordan tærte dej ikke behøver at være svær at arbejde med.

Tærtedej

300 Gr. Hvedemel
200 Gr. Blødt smør
100 Gr. Sukker
1 Helt Æg

 

 

 

 

 

Æblefyld

800 Gr. Æbler, renset vægt
½ Citron, saft af.
125 Gr. Sukker
2½ Spsk. Hvedemel
40 Gr. Smør
1/4 Tsk. Revet muskatnød
1 Tsk. Rørsukker

 

 

 

 

 

 

Sådan gør du

Tærtedej

Skær det bløde smør i mindre tern og smuldr det med hvedemel og sukker, til det ligner revet ost. Saml det med ægget, til dejen hænger helt sammen. Kan gøres med røremaskinen , med dejkrogen på, eller med hænderne, hvis man vil det.

Del dejen i to lige store dele, og lav dem til kugler. Tryk kuglerne flade med hænderne og læg dem på køl mindst en time, med film over, og imellem de to lag.

 

Æblefyld

Mens dejen er på køl, tilberedes fyldet. Skræl æblerne, skær dem i kvarte og fjern kernehuset. Skær æblerne i skiver på ca. 2-3 mm. og vend dem i saften fra den halve citron.

Smør, hvedemel,sukker og revet muskat smuldres sammen, og blandes med æbleskiverne.

Smør din tærteform med lidt smeltet smør eller flydende margarine.

Når dejen er blevet kold, rulles de to lag ud med en kagerulle. Det ene lag rulles ud så det kan dække  bunden og siderne på din tærteform. Læg dejen op i formen og tryk den forsigtigt til, så den lægger ordenligt ned i formen. Hvis der er lidt overskudsdej ud over kanten, så lad det sidde, det kan du senere lægge forsigtigt ind over fyldet og bruge det til at sikre at låget bliver lukket til.

Læg nu æblefyldet på tærtebunden og fordel det så det ligger så jævn som muligt .

Det andet lag dej rulles ud så det passer som låg over fyldet. Læg låget over fyldet og tryk det forsigtigt  til rundt langs kanten på formen, så tærten bliver lukket. Hvis der sidder lidt overskudsdej langs kanten, skæres dette fra, med en skarp kniv.

Skær fire store revner, i låget, med en skarp kniv, så dampen kan slippe ud. pensel med en smule vand og strø med rørsukkeret.

Bag tærten i en forvarmet ovn ved 2000 C i 40-45 minutter på midterste rille.

 

Tips og tricks

Før i tiden fik jeg altid svedeture ved tanken om at skulle rulle en tærtedej ud. Jeg syntes altid, at det hang ved, både i bordet og og på kagerullen. Og når det skulle flyttes over i formen, så gik det i stykker og blev hullet. Nu har jeg et skærebræt af glas, som jeg beklæder med husholdningsfilm, så det lægger helt glat. Her lægger jeg dejen, og så lægger jeg et stykke bagepapir, som er stort nok til den størrelse som  dejen skal ende med at blive, over. Nu kan jeg rulle dejen ud, uden at det hænger ved noget, og har man brug for at vende dejen, så man bedre kan komme til, så vender man bare hele glaspladen. Nu kommer det rigtigt gode  🙂 . Når man så skal flytte dejen op i formen, fjerner man bagepapiret som man har haft over, og løfter dejen, på husholdningsfilmen, over, og tipper det ned i formen. Herefter kan man forsigtigt rulle husholdningsfilmen af dejen, helt uden der kommer huller, eller det går i stykker.

Hvis du ikke har mulighed for at beklæde noget med husholdningsfilm, kan dejen rulles ud mellem to stykker bagepapir på bordet, så skal du holde det nederste stykke bagepapir fast med maven mod bord kanten. Det er lidt mere bøvlet, men kan lade sig gøre.

Vær opmærksom på at der kan løbe saft fra revnerne i låget og ned i bunden af din ovn, så hvis du har noget at stille under din tærteform, mens den bager, vil det være en god ide`.

Serveres helst lun med is, flødeskum eller cremefraiche rørt op med vanilliesukker efter smag.

GD Star Rating
loading...
    15 Svar
    1. Claus says:

      En anden måde at få tærtedejen op i formen er ved at forme dejen som en lang pølse.
      Derved kan du skære den i skiver og lægge skiverne i formen og forsigtigt presse dem sammen med fingrene, til den form de skal have.

      Svar
      • Lotte says:

        Hej Claus.
        Tak for din gode idé, det er også en dejlig nem måde at lave tærtebund på. Den kan desværre ikke bruges til låget, som skal på denne tærte.
        Venlig bagehilsen Lotte.

        Svar
    2. Camilla says:

      Nøøøøøøøøj, for en lækker omgang! Er heller ikke vild med at arbejde med mørdej men denne opskrift er det hele værd 🙂

      Svar
    3. Marie says:

      Hej

      er der nogen der har erfaring med om kagen kan varmes op dagen efter, eller om den er ok kold? jeg skal have æbletærte med på arbejde, og overvejer denne lækre tærte.

      Svar
      • Lotte says:

        Hej Marie.
        Tærten kan godt spises kold, men er selvfølgelig bedst lun. Jeg har lunet den forsigtigt i microbølgeovnen, dvs. på lav/middel effekt i kort tid. Det var stykvis, men mon ikke det kan lade sig gøre med en hel tærte også.

        Venlig bagehilsen
        Lotte

        Svar
    4. camilla says:

      I looooove it !!!!
      den bedst tærte nogensinde 🙂
      Mht dejen syntes jeg ikke det var noget problem, rul den mellem to stykker bagepapir, tag det ene stykke af og vend dejen op i fadet eller oven på tærten som hhv bund og låg.. ingen problemer ;D

      Svar
    5. V.L. says:

      Hej Lotte! Opskriften lyder rigtig RIGTIG lækker. Jeg ville dog lige spørge dig, om man evt. kunne bytte muskatnød ud med kanel…? (Det er bare fordi jeg nok synes, at kanel passer bedre sammen med æbler og æbletærte i stedet for muskatnød. 🙂 Men hvad siger du? 🙂

      Svar
      • Lotte says:

        Hej V.L
        Æbletærten er lækker med muskatnød. Men som du selv nævner, så passer kanel og æbler fantastisk sammen. Jeg har ikke selv prøvet det i denne tærte, men tænker, at du ikke kan gå galt i byen, hvis du prøver. Du må nok forsøge dig lidt frem med mængden af kanel. Det kan godt være lidt fremtrædende i smagen.
        God fornøjelse. Skriv gerne, hvordan du synes resultatet blev.

        Venlig bagehilsen
        Lotte

        Svar
    6. Ekstrand says:

      Hej Lotte, Glæder mig til at afprøve opskriften, men hvilken diameter skal tærteformen have. Bare så jeg ikke ender med at stå med for lidt dej, det ville jo være ærgeligt…

      Svar
      • Lotte says:

        Hej.
        Min tærtebund er en af de små på 23 cm. Men er dit tærtefad lidt større, så rul dejen lidt tyndere ud, til det passer-

        Venlig bagehilsen
        Lotte.

        Svar
    7. Kristine says:

      Hej,
      Når der står 800 g æbler, renset vægt, betyder det så at der skal være 800 g efter at skræl og kernehus er fjernet?

      Svar

    Giv en kommentar

    Har du lyst til at være med i debatten?
    Du er meget velkommen til at bidrage!

    Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *