Indlæg

Kærnemælkshorn

Opskriften på disse kærnemælkshorn har jeg fået af en kollega, som jeg arbejdede med for mange år siden.

Jeg har haft opskriften liggende, men egentlig ikke lavet hornene ret tit, hvilket er synd, da de er rigtigt lækre.

De kan varieres efter smag og lejlighed, alt efter hvilket fyld du kommer i sammen med grund-remoncen.

Kærnemælkshorn

500 Gr. Margarine
500 Gr. Hvedemel
2½ Dl. Kærnemælk

Grund-remonce

200 Gr. Margarine
200 Gr. Sukker
1½ Dl. Rasp

Sådan gør du

Kærnemælkshorn

Skær margarine i mindre stykker og rør det godt sammen med hvedemel, til det næsten bliver en smørbolle. Tilsæt kærnemælk og rør godt sammen til en blød og ensartet klistret dej.

Stil dejen i køleskabet og hvile til den bliver mere fast og lidt nemmere at arbejde med. Tiden i køleskabet kan variere alt efter temperaturen på margarinen da du brugte den. Jeg bruger margarine ved stue temperatur, og lader dejen hvile i køleskabet 3-4 timer. Bruger du margarine fra køleskabet behøver dejen nok ikke stå så længe i køleskabet.

Rul dejen ud og skær den i 20 – 24 trekanter til horn. Brug bare rigeligt med mel til bord og kagerulle, dejen kan sagtens suge det, og det gør arbejdet noget nemmere.

Grund-Remonce

Bland margarine, sukker og rasp til en ensartet masse.

Lægen en klat remonce på hver trekant, og en klat af din egen fyld efter smag. Det kan være revet marcipan, revet chokolade , Revet æble eller nødder. Kun din fantasi sætter grænsen. Min favorit er revet marcipan.

Rul dejen sammen om remonce og fyld, og form til horn.

Læg hornene på en bageplade beklædt med bagepapir. Pensl med lidt fløde og drys med perlesukker og hakket hasselnødder.

Bag hornene i en forvarmet ovn ved 2200 C i 14 -15 minutter til det er blevet gyldne. Træk hornene på bagepapiret over på en rist og køle af.

Tips og tricks

Som nævnt kan du variere fyldet efter smag. Det vigtigste er, at du river eller hakker det fint. Ellers kan det være svært at rulle og forme dejen omkring det.

Det er ikke noget krav, at alt remoncen skal bruges. Læg ikke mere på hver trekant, end det er til at rulle og lukke hornene ordentligt omkring fyldet.

Det er vigtigt, at hornene bliver lukket ordentlig omkring fyldet, så det ikke løber ud under bagning. Og HUSK: de smager godt selv om de ikke er så pæne.  🙂

Hvis du vælger kun at bruge remonce som fyld ( og det kan du sagtens ), vil jeg anbefale at du bruger lidt mere sukker og lidt mindre rasp, når du laver den.

Man kan ikke bruge flydende margarine til disse horn.

Hornene er yderst velegnet til at fryse.

GD Star Rating
loading...