Mit navn er Charlotte Nielsen, kaldt Lotte. Jeg er en årgang 1971, er gift med en skøn mand og har to teenagesønner, som alle elsker at spise de kager, jeg bager til dem.

Da jeg var barn, ville jeg være bager, når jeg blev stor. Det gik dog ikke sådan, mest på grund af arbejdstiderne. Jeg holder for meget af min seng om morgenen. 🙂

Istedet arbejder jeg nu på Jydsk Emblem Fabrik, hvor jeg beskæftiger mig med påsætning af transfer på profiltøj.

Når jeg så skal slappe af går jeg i køkkenet og hygger mig med at lave nogle lækre kager.

Lotte Bager

Vi kender det allesammen. Man sidder til moster Camillas fødselsdagsselskab og får en lækker hjemmebagt kage. Når man så roser den og spørger, hvordan hun dog har lavet den, så får man svaret “nåå, det er bare lige en, jeg har bikset sammen.

Man får opskriften med hjem og tænker, “den kan jeg da også lige lave hvis den bare skal bikses sammen”. Når man så har bagt kagen, som det står i opskriften, og den bare ikke smager som moster Camillas; så tænker man ” Jamen, jeg gjorde da bare, som opskriften sagde”. Men hvad opskriften ikke fortæller, er alle de små fif og tricks, som man lærer at kende, når man har bagt mange kager. De små fif og tricks, som ofte er det, som gør forskellen for en lækker kage.

Jeg håber, at jeg gennem dette site kan videregive nogle af de små tricks, som jeg har lært gennem mine mange timer som hjemmebager. Jeg håber også, at I vil lære mig nogle af jeres bagetricks, til glæde for alle. Især de, som skal spise vores kager. 🙂

Velbekomme!